Det summer i Chateauneuf du Pape og omegn. Høsten står for døren, for vi skriver 1. september, og om otte dage skydes høsten af røde druer i gang.

Man fornemmer en spænding i byen og på domainerne. Det ser lovende ud, men hvordan vil vejret arte sig? Mens dette skrives (13. september) ser det ud til, at der godt kan komme en ordentlig vasker den 14. september, og det er ikke lige det mest smarte tidspunkt. Mange tænker sikkert tilbage til 2002, hvor meget vejrmæssigt gik galt, og hvor flere velrenommerede domainer efterfølgende valgte at sælge til negociant, fordi de ikke ville lægge navn til produktet.

Men her hvor vi kører ind i byen den 1. september stråler solen, og det er over 30 grader. En tør varme, der er til at holde ud i modsætning til den fugtige varme, vi måtte døje med i sommer hjemme.

Det er mit andet besøg i år (se rejsebrev fra maj). Det er sjovt at komme tilbage og se, hvordan stokkene har det og se de fyldte bær. Jeg er ren amatør, men i mine øjne ser det mere end fornuftigt ud, og det er mit indtryk, at alle er tilfredse på nuværende tidspunkt.

Hjemmefra har jeg fået aftalt et besøg på Clos des Brusquiéres, som ligger i udkanten af Chateauneuf by på vejen mod Orange. Vinen herfra er en af mine yndlings Chateauneuf’er. Den er bundsolid og typisk, og så laves der kun en vin. Ikke noget med specialcuvéer. Her koncentrerer Claude Thibaut sig om at få det ypperste ud af sine 9 ha, og til en fornuftig pris på omkring 13 Euro for bl.a. årgang 2000. Se, det kan jeg altså ikke stå for. Selvfølgelig er det spændende at drikke/smage specialcuvéer, men jeg er bange for, at basisvinene fra de forskellige domainer må betale prisen. Der kan hurtigt gå almindelig Cotes du Rhone i det.

Det er altid spændende med besøg, især når ingen i selskabet på fire taler fransk (endnu da), og Claude Thibaut og frue ikke taler engelsk, men alt går over forventning. Sikke en gæstfrihed på en lørdag eftermiddag (2/9). Vi modtages med åbne arme og et smittende humør. Der bruges fagter og bevægelser. Samtidig tales der meget langsomt. Vi bliver vist rundt, og gennem privaten, for bagved har Claude brugt adskillige timer på at grave sig ind i bjerget, og bagefter kørt det hele væk på trillebør. Han havde brug for mere plads.

Der går hurtigt et par timer, og vi slutter med en smagning begyndende med 1996-årgangen og sluttende med 2004, som endnu ikke er frigivet til salg i den store verden, hvor eksporten udover Danmark bl.a. går til USA, Canada og Rusland.

Jeg er ligeså begejstret for Claude’s vine på stedet som hjemme. Ligeså min store søn, som Claude synes skal have 2004-årgangen med hjem. Der findes etiket, og alt foregår med håndkraft. Flasken (se billede) placeres i en speciel holder, og etiketten bliver sat korrekt på. Men vinen skal også have hat på. Et sært monstrum findes frem og startes, for alt skal gå rigtigt til. En fandens larm og hatten er sat på.