Gæstfrihed der rykker

”Hvordan ser dine planer for fredagen ud?”

Jeg har Jean Marie Royer - Domaine Jean Royer - i telefonen fra Chateauneuf du Pape forud for mit firedages ophold sammen med venner i begyndelsen af juni.

Jo, vi skal besøge Beaucastel om formiddagen, så hvis han har en time om eftermiddagen vil det være helt fint. Vi ønsker jo ikke at voldgæste.

”Jeg har en bedre ide,” siger Jean Marie. ”Lad os spise frokost sammen kl. 13 på ”La Mere Germaine”, så tager jeg min hustru med, så vi kan snakke og hygge os.

Nu bragte Jean Marie ikke kun sin søde hustru med, men også den store mand i Chateauneuf du Pape – i mere end en betydning – nemlig Philippe Cambie, ønologen over alle ønologer, som har kontakt til mindst 45 chateauer og domainer, hvor han på den ene eller anden måde er med i produktionen af vinen.

Det blev for en Chateauneuf-nørd noget af en oplevelse at spise frokost, men de efterfølgende 3-4 timer slog dog alle rekorder.

Vi var fire – Philippe Cambie var optaget af endnu en smagning - som blev proppet ind i Jean Maries lille jeep og så gik det over stok og sten til hans vinmarker i det noget lunefulde vejr, som mere mindede om dansk aprilvejr end normal juni i Chateauneuf.

Der blev tegnet og fortalt af en meget engageret Jean Marie, som taler et perfekt engelsk (han er i øvrigt meget fortørnet over at så få franskmænd taler engelsk), og jeg lærte meget af eftermiddagen – og mere til, for da vi kom tilbage til hans lejede kælder stod det på den helt store smagning.

Der blev ikke kun budt på hans Petit Domaine i flere årgange, men også hans forskellige cuveer, hvor hans Cuvee Prestige i 05 er noget af en drøm.
Og så blev der kreeret helt specielle cuveer. Jean Marie var i tønden og karrene med hæverten, og så blev der blandet og smagt til den helt store guldmedalje.

Vores tænder var dyblilla, da vi ”slap” fra Jean Marie efter at klokken havde passeret 18.30. En oplevelse af de helt store og en gæstfrihed der rykker.

Samme gæstfrihed mødte jeg det meste af følgende dag, da vi mødtes med Philippe Gimel som ejer Saint Jean du Barroux lige uden for Malucéne for foden af Mount Ventoux.

Der er ganske vist ikke noget domaine endnu, så Philippe lejer sig ind i en kælder i Maluscéne. Men det kommer snart forsikrer han på formfuldendt engelsk, mens han fra sin mark peger på stedet, hvor der skal bygges om kort tid.

Han er ligeså passioneret med sit arbejde som Jean Marie, og havde arbejdet i marken til kl. 2 om natten, fortalte han, da vi i voldsom mistral gik rundt på hans marker, som består af 16 ha, hvoraf de 11 er med vin.
De er erhvervet på få år siden - dyrkes biodynamisk - så det er få årgange den tidligere medarbejder på Beaucastel og Janasse har sendt på markedet, hvoraf de fleste går til USA.

Jeg kender vinene hjemmefra, men det er en endnu større fornøjelse at smage dem ”on location”, for Philippe har dækket op til smagning på et sted, som ligger godt i læ og så at sige ovenpå hans kommende kælder.

Og han har oceaner af tid. Jeg har lagt mærke til, at de vinbønder som jeg har besøgt gennem tiden, der er de mest passionerede har bedst tid til at snakke, selvom de har mest travlt. Det kan godt give stof til eftertanke.

Philippe laver en hvid og rød, og de har alle et langt liv. Jeg har ikke efterprøvet det, men han siger, at hans vine kan stå trukket op en hel uge eller mere, og stadig være en fornøjelse.
På bjerget en lørdag i juni er de en sand nydelse, og det er svært ikke at synke, men vi skal jo på et tidspunkt finde hjem til Lafare, (Hotel Le Grand Jardin) hvor vi altid ”arbejder” udfra, når vi er på besøg i Chateauneuf. I øvrigt et glimrende sted, hvor Philip og Rosemary hygger om deres gæster på en sådan måde, at man undertiden føler sig hensat til ”Halløj på badehotellet”.

Mens vi smager fortæller Phillippe om den specielle undergrund og hans lange høstperiode som godt kan strække over en måned, hvoraf de sidste druer plukkes ind i november.

Hvis jeg ikke havde inviteret ungkarlen Philippe på frokost i Caromb, så havde vi sikkert siddet der endnu med vores dyblilla tænder, men vi sagde farvel til hinanden efter 6 timer, da vi havde klaret tre retter mad.

Så gik det hurtigere ved vores besøg på Beaucastel. Det var interessant og udbytterigt at besøge kultstedet, hvor Francoise Perrin stod for omvisningen og smagningen. Det var overstået på en times tid, var dybt professionelt og toppen af ”kransekagen” var fornøjelsen af årgang 98 af den ”almindelige” Beaucastel.

De tre besøg var arrangeret i samarbejde med Oxholm Vin, Godthåbsvej 203, 2720 Vanløse, A Vinstouw, Krøjgaardvej 4, 7400 Herning og Sigurd Müller, Otto Mønsteds Vej 2, 9200 Aalborg SV.

Torben Lynge Hansen
Juni 2008