Hej Søren
Allerførst en stor ros til din meget informative hjemmeside - den var en stor støtte da jeg besøgte Chateauneuf-området for første gang her i ugerne 30-31. Jeg har tilladt mig at medsende et foto af undertegnede - "skudt" lige uden for ejendommen Mont Redon med det berømte "skaldede" bjerg Mount Ventoux, i baggrunden.
| Jeg valgte først at besøge Vinadea for ligesom at starte lidt blødt op. Jeg synes iøvrigt at vin-forretningen var svær at finde og kom fejlagtigt, i første omgang, til at besøge Vinotequet i stedet for. Så til fremtidige vin-turister: Kig op når I står uden for Vinotequet - der går en udvendig trappe som fører op til Vinadea. Nå men de solgte så noget Cotes du Rhone ved dette besøg. Jeg synes forøvrigt det kan være svært, efter en smagning, helt at afvise at købe noget - så derfor ender det tit med at man måske føler sig lidt presset til at købe et par flasker. Jeg ved ikke om det bare er undertegnede der føler dette - og vil egentlig gerne have reaktioner fra øvrige læsere - som måske er mere erfarne smagere!! Efter besøget hos Vinadea - hvor jeg forøvrigt smagte, og købte, Pierre Usseglio årgang 2000 ( som mærkværdigvis nok er lidt billigere end 2001) - kørte jeg på min anden tur til området, direkte til ejendommen Domaine de Beaurenard, som ligger lige i udkanten af Chauteneuf de Pape. |
![]() |
En flink
engelsktalende ung kvinde formåede at arrangere en lille smagning for
undertegnede, samtidig med at hun professionelt betjente en flok unge
og larmende småfulde turister - det var godt klaret, så hun solgte så noget
Beaurenard årgang 2003. En noget dyr Chateauneuf 2003 - men i øvrigt til
nøjagtig samme pris, som jeg vil have kunne købt den til på Vinadea!!
Efter besøget på
Beaurenard gik turen til Mont Redon, som er beliggende næsten midt mellem Orange
og Chateauneuf de Pape. Her blev vi, fruen og undertegnede, modtaget af en meget
tiltalende ung kvinde, som også klarede at konversere på engelsk. Det er ligesom
min forudsætning for at få det maksimale ud af smagningen - så jeg synes det er
en god oplysning at medtage når de forskellige ejendomme beskrives. Her smagte
vi først på ejendommens Cotes du Rhone, som viste sig at have en både pragtfuld
duft og smag. Jeg tror ikke der er så meget tvivl om at hvis man ikke er er
"gearet" til at bide skeer med special-cuvéer og den slags, så er det på Cote du
Rhone området, der kan gøres billige indkøb - og samtidig med kraft og smag helt
i top. Vi faldt i hvert fald for Mont Redons - til en meget acceptabel pris på
6,35 Euro pr. bouteilles. Så røg der for øvrigt lige nogle flasker Chateauneuf
du Pape årgang 99 og 00 med i indkøbskurven. Og som finalen kunne jeg ikke dy
mig for - efter at have smagt årgang 93, at medkøbe en enkelt flaske af denne
årgang også - til en noget anden pris forstås. Ja det var så en lille
beskrivelse af mit første besøg i byen - hvor vi selvfølgelig rundede den
ødelagte ferie-residens for hedengangne paver som afslutning.
____________________________________________________________________________________________________
Kommentar fra Søren Gudiksen:
Jeg er helt enig i betragtningerne vedr. Cotes du Rhone.
Bemærkningen om at det ville være rart at vide, om man taler engelsk hos
producenterne, har givet mig anledning til at lave en side om
turistkontoret og en pjece, der fås her. Her
fremgår det, om man taler fremmedsprog hos de forskellige producenter. Min
erfaring med den slags gør, at jeg vil være varsom med at anføre det på siderne
om producenterne, for det afhænger altså af, hvem der tager imod den pågældende
dag.
Vil andre kommentere via denne side: send mail til webmaster