Om denne side
Denne side er ikke kommerciel og genererer ikke økonomiske indtægter.
Udgiveren har ingen tilknytning til
vinbranchen. Jeg er en privatperson, der gennem flere år har haft vin som
hobby/særlig interesse. Via ferier siden 1991 til Rhoneområdet har jeg samlet
oplysninger om specielt Chateauneuf du Pape. Det har egentligt først og fremmest
været for at finde frem til, hvilke steder, der var de bedste at besøge og købe vin
hos.
Disse sider blev lagt på Internettet i april 2004 for at dele mine oplysninger med andre
vin-
interesserede. Siden da er der sket en betydelig udvidelse af indholdet til at
omfatte mange oplysninger om Chateauneuf du Pape, der ikke kun relaterer til
byens vine.
Fordelen ved en hjemmeside frem for en bog er jo, at man løbende kan revidere
indhold og omfang.
I løbet af 2007 blev siden udvidet til at omfatte producenter i andre appellationer i det sydlige Rhone. Alle CRU'er og Cotes du Rhone Village-områder med ret til at tilføje stednavn er medtaget. Undtaget er rosé-appellationen Tavel samt de to appellationer for søde vine, Rasteau og Beaumes de Venise. Herfra er producenter kun omtalt, hvis de også producerer vine fra andre appellationer inden for sidens rammer.
En udgave på engelsk
Der er to årsager til, at dele af hjemmesiden
er oversat til engelsk:
Mange ikke dansktalende har besøgt siderne og har
reageret med positive mails, hvor de har udtrykt fornøjelse ved at kigge
billeder, men har beklaget, at de ikke kunne læse teksten. Der eksisterer ikke en hjemmeside på andre sprog
med så omfattende
oplysninger om et meget stort antal producenter. Derfor vil man under "googling" overalt
i verden få denne hjemmeside blandt de første i søgemaskinernes forslag.
En anden væsentlig grund til den engelske oversættelse har været et behov
for, at producenterne har mulighed for at se, hvad der skrives om dem. Dette letter
naturligvis kommunikationen med dem, både når man besøger dem, og når man
kommunikerer via mails.
Kilder
Det har været målet at udarbejde en kort beskrivelse af alle producenter. Mine kilder har været oplysninger indhentet
under besøg hos producenterne, og oplysninger der har kunnet findes på
Internettet.
Der er (marts 2008) selvstændige sider for 396 producenter, heraf 171 fra
Chateauneuf du Pape.
Hertil kommer en lang række producenter, hvorom der endnu ikke er lavet
særskilt side p.g.a. manglende oplysninger. Disse er nævnt under sider med
"andre producenter" under de respektive appellationer.
Der vil blive oprettet sider for disse producenter, når/hvis oplysninger kan
fremskaffes.
Bedømmelse af vinene.
Kun i glimt skinner min personlige mening om vinene igennem. Jeg anser ikke mig
selv for kompetent til at give producenterne karakterer for at øve indflydelse
på, hvad andre bør mene om de enkelte vine. Dog er der lavet en side,
hvor jeg anfører, hvem jeg kan anbefale andre at
aflægge et besøg.
Der vil engang imellem på siderne
forekomme beskrivelser af vinene udarbejdet af Robert Parker. De forekommer
især på sider, der er oversat til engelsk. De vil oftest være anbragt, fordi
de indeholder nogle faktiske oplysninger om vinene, eller fordi de forekommer
særlig interessante af en eller anden grund.
Jeg kunne måske skaffe mig selv nogle gratis flasker, hvis jeg
ville anbefale visse vine med et antal stjerner eller glas, men den
slags anmeldelser forekommer mig ikke særlig interessante.
Til danske importører.
Jeg kan kun medtage de importører, som fortæller om vinene og priserne på
Internettet. Skulle nogen være undladt, modtager jeg gerne oplysninger, så
oplysningerne kan blive så fuldstændige som muligt. Jeg har i nogen tilfælde
tilladt mig at medtage oplysninger om producenten eller vinene, som importøren
anfører på Internettet. Skulle nogen føle deres ophavsret gået for nær, bedes
man rette henvendelse - og det vil blive fjernet. Jeg håber da, at man
opfatter oplysningerne som en slags markedsføring.
I januar 2008 oprettedes en side med en samlet oversigt over importerede
vine fra appellationerne omtalt på denne side.
Hos langt de fleste importører har jeg mødt
stor velvilje til at være behjælpelig med oplysninger, der kan gøre siden
bedre. Tak for det.
Forkerte oplysninger på siden
Hvis besøgende på mine sider skulle være i besiddelse af oplysninger, der strider imod, hvad der er meddelt på siderne, modtager jeg gerne oplysning herom. Send venligst en mail.
Oplysningerne om producenterne.
Oplysninger på siderne om antallet af ha. på de enkelte domæner er i mange
tilfælde fundet på producenternes hjemmesider eller oplyst af producenterne
selv, men især for mindre domæner kan oplysningerne være upræcise.
Når der er oplysninger om druesammensætning kan denne variere fra år til
år, idet de forskellige sorter kan give varierende udbytte. Producenterne kan
også vælge en lidt anderledes sammensætning i visse år, hvis modningen på
høsttidspunktet ikke har været optimalt for enkelte sorter.
Ejerforhold kan være vanskelige at gennemskue. Man kan kalde et selskab
så mange ting, og ofte er der tale om to generationer på en ejendom, således
at ejerforholdene løbende ændres.
Når der er angivet åbningstider, er det de tidsrum, som producenterne på et
tidspunkt har opgivet til turistkontoret eller på Internettet. Der findes på
Internettet åbningstider for domæner, som ikke længere eksisterer, så de
oplysninger, man finder her på siderne, kan være afvigende fra aktuelle
åbningstider.
Til turister
Står du over for at skulle besøge Chateauneuf du Pape, og har du spørgsmål, som jeg måske kan svare på, og som du ikke finder svar på under siden "Turist i området" eller på andre sider, svarer jeg gerne, hvis jeg kan. Send en mail.
Søren Gudiksen
Holdgårdsvej 36
7260 Sdr. Omme
Tlf. 75 34 14 40
Siden er etableret den 26.4. 2004

Et godt helbred, et godt glas vin sammen med mennesker man holder af -
og så lidt whist og golf sammen med vennerne - Kan man forlange mere?
Det er ham den gamle, der laver denne hjemmeside.
Siden opdateret 10-03-2008