Byens administrative forhold gennem tiderne
Selv om indbyggerne i Chateauneuf du Pape var påtvunget
biskoppen i Avignon som lensherre, kan man godt sige, at de havde udstrakt
selvstyre. Indbyggerne kunne i vid udstrækning selv bestemme over deres interne
forhold, så længe deres beslutninger ikke stred mod biskoppens interesser, og de
i øvrigt betalte den tiende og de fæsteafgifer og andre "skatter", biskoppen
forlangte.
Chateauneuf du Pape overtages af pavestolen
Det tysk-romerske kejserrige og den franske konge var i
århundreder vigtige politiske faktorer i Europa. Området omkring Chateauneuf du
Pape var aldrig under fransk overherredømme før revolutionen i 1789. Byen
Orange, der kun ligger 10 km fra Chateauneuf du Pape var fransk (en overgang
hollandsk) område, så Chateauneuf du Pape har ligget på grænsen til den franske
konges rige.
I 1157 blev Chateauneuf du Pape sammen med Comtat Venaissin med billigelse af
den tysk-romerske kejser (Frederik den II) en del af pavestolens besiddelser, og
herefter var det biskoppen i Avignon, der var lensherre for bl.a. Chateauneuf du
Pape.
I 1385 blev det af pave Clement VII besluttet, at Chateauneuf du Pape sammen med
Bedarrides og Gigonan skulle have en særstatus, så de ikke skulle være underlagt
myndighederne i Comtat. De blev således styret direkte af biskoppen i Avignon og
i sidste instans pavestolen i Rom.
Fra direkte demokrati til repræsentativt demokrati
Det lokale selvstyre bestod i første omgang (efter at
biskoppen var blevet lensherre) af alle familieoverhovederne i byen, altså en
mand fra hver husstand. De skulle alle samles og træffe beslutninger om
"kommunens" affærer. Man kaldte på fransk denne forsamling for "le parlament
général". Det viste sig imidlertid svært ikke at have egentlige ledere under
dette system. Derfor blev det i 1303 bestemt, at forsamlingen kunne udpege 3
personer (for et år ad gangen) til at lede forsamlingen. Hermed startede man
consul-styret i byen, der skulle fungere helt frem til den franske revolution i
1789. De 3 consuler var valgt i rækkefølge, så der var en 1. consul, en 2.
consul og en 3. consul. Man kunne sige de var "kommunens" forretningsudvalg. De
skulle indkalde til møder, lave dagsordener og i øvrigt tilse, at beslutninger
blev ført ud i livet. Når man mødtes i den store forsamling, var det under
overværelse af en repræsentant for lensherren. Han var til stede som observatør
og havde i princippet ikke tale- eller stemmeret.
Det skulle efterhånden vise sig, at det var svært at få alle til at møde op, når
der blev indkaldt til møderne. Derfor blev det i 1579 bestemt, at der skulle
udpeges (i en forsamling bestående af alle "husstandsrepræsentanter") 26
medlemmer, valgt for et år ad gangen. Kun disse 26 personer skulle så mødes med consulerne og vedtage beslutninger. Man kaldte denne forsamling "le conseil"
I bogen CHÂTEAUNEUF DU PAPE Mémoire
d'un village er anført en liste over samtlige valgte consuler fra 1331
til 1789 med undtagelse af enkelte år, hvor man ikke har optegnelser bevaret. Man
tog det ret alvorligt, at valget skete for et år ad gangen. Kun 2 1. consuler er
blevet valgt i to på hinanden følgende år.
Udskiftning efter et år kan godt være spild af erfaring, derfor blev det senere
besluttet, at afgående consuler skulle deltage i forsamlingen som rådgivere.
Der var visse fordele ved stillingen som consul: skattefrihed og betalte
udgifter i forbindelse med udgifter under rejser, f.eks. til lensherren i
Avignon. Der var også "diæter" i forbindelse med tiden, der medgik til varetagelse
af hvervet.
Bystyrets opgaver
En del af beslutningerne i bystyret omhandlede naturligvis borgernes forhold
til lensherren. De fleste af de skiftende lensherrer synes at have været rimelige
i deres krav til byens indbyggere, når det gjaldt skatter og afgifter, men
enkelte gange var der konfrontationer. Kunne man ikke blive enige, kunne sagens
afgørelse indklages for paven i Rom, og dette skete enkelte gange, men det var
dyrt for bystyret, og det kunne tage lang tid at få sagen afgjort. Det forekom,
at bystyret fik medhold.
Man skulle blive enige om bystyrets indtægter, dvs. skatter og afgifter, for
kommunen skulle ansætte folk til særlige opgaver.
En af de vigtigste ansatte var byens "secrétaire", som
langt hen ad vejen kan sammenlignes med det, vi vil kalde en kommunaldirektør.
Han skulle helst være juridisk uddannet, så han kunne udforme beslutningerne
skriftligt på en holdbar måde og skulle være kompetent til at fremføre argumenter over
for lensherren og andre autoriteter. Mindre forseelser fandt også deres
afgørelse lokalt, og her skulle der også helst være en rimeligt uddannet person
til at sikre afgørelsernes rimelighed. Denne person fungerede ofte over en
længere årrække.
"Le valet consulaire" var en altmuligmand, der
fungerede som sendebud og havde til opgave at publisere afgørelser. Han kan vel
nærmest sammenlignes en herold.
"Régent
des écoles", lederen af byens skole, der har
været etableret siden engang i 1500-tallet. Vedkommende blev valgt for et år ad
gangen.
En "chirurgien",
læge. Der var ofte 2 læger ansat i byen
"Gouverneur
de l’horloge" sørgede for at klokken i
klokketårnet gik som den skulle - helst præcist
"Le portier"
sørgede for at åbne og lukke byens 2 porte.
Ikke mindst var der "le
trésorier", byens
kasserer, der sørgede for opkrævning af skatter og udbetaling af løn for
bystyret.
Det var også bystyrets opgave at udpege fårehyrder. På dette område
var der (lige som for skolelæreres vedkommende) en vis brugerbetaling. Mange
tvistigheder i byen handlede om ødelæggelse af afgrøder, fordi fåreflokkene ikke
blav passet ordentligt.
Det var
også bystyrets opgave af tage sig af de fattige, der ikke kunne klare sig selv.
Dertil havde man "L'hôpital des pauvres", fattigggård med bl.a. en "recteur",
forstander.
Byrådet skulle også udpege nogle personer, (i fredelige tider 2, ellers flere)
som "politibetjente", der kunne sørge for god ro og orden i byen.
Det var naturligvis også bystyrets opgave at finansiere det byens religiøse liv,
først og fremmest præsten, "le curé", men også de religiøse fester og
kapellerne.
Herudover skulle bestyret regulere byens erhvervsliv ved at sørge for, at man
kunne få oliven presset til olie, og at man kunne få kornet malet til mel. Der
kunne godt være uoverensstemmelser mellem lensherre og bystyre om, hvem der
skulle have ansvaret for disse opgaver, der kunne indebære et vist overskud.
Vigtige opgaver som sikring af frisk brød og andre fødevarer hver dag, kunne
også være en sag for bystyret, og det kunne ind imellem løses ved at give
monopoler til personer, der så forpligtede sig til at sørge for opfyldelsen af
disse behov.
Efter revolutionen
Under revolutionsperioden stod indbyggerne i Chateauneuf du
Pape over for et svært valg. Skulle man satse på et fortsat tilhørsforhold til
paven, eller skulle man tilslutte sig den nye franske republik. Det gav anledning
til stor splittelse i byen.
Avignon satsede på republikken og Comtat, området øst for byen, ville ikke den
vej. Der var adskillige ret ophidsede afstemninger i Chateauneuf du Pape om det
spørgsmål, men flertallet var hver gang for tilslutning til Frankrig, og det
blev så også resultatet.
Herefter blev consul-systemet afskaffet. Den sidste var valgt for 1789.
Nu kom byens leder til at være "maire", borgmester, og man måtte indrette sig på
de ret centrale styringsmekanismer, der altid har været karakteristiske for den
franske måde at indrette samfundet på.
Opdateret 15-02-2007