Dagbog fra høsten 2004 på Chateau de Beaucastel

På Chateau de Beaucastel har man i 2004 for første gang valg at offentliggøre dagbog over høstens forløb.
Fra dag til dag fortæller man om vejret og om det fremadskridende arbejde i markerne og kældrene.
Dagbogen bringes her, oversat til dansk, med tilladelse fra Beaucastel. Oversættelse: Søren Gudiksen.
Originalversion på engelsk

Høsten 2004 på Internet

Hej

For første gang nogen sinde har vi besluttet at give dig mulighed for at følge høsten dag for dag, takket være denne webside. Vi vil prøve at overføre begivenhedernes intensitet, som vi oplever dem, næsten som du var her hos os. Dette vil hjælpe dig til at forstå, hvordan vine fra det sydlige Rhone produceres, via fotos og kommentarer.

Hvis du vil vide mere om os og vore forskellige vine, kan du besøge vores hjemmeside:
www.beaucastel.com

Vi håber at dette vil give dig en bedre indsigt i vin og de specielle betingelser for dette års høst.

Perrinfamilien

2. September: Forberedelser i sidste minut
Høstperioden er altid meget stressende.

Vejret er en stressende faktor, for vi er helt afhængige af det - denne morgen startede med lidt regn: ikke et alvorligt problem, for den nordlige mistralvind blæste straks op og tørrede klaserne og forhindrede sygdomme i at få fat.

At få alt klar i kældrene er en anden kilde til stres. I vores Perrin & Fils kælder har vi fået leveret nye tanke samt en ny sorteringsdisk til druerne. Tanke skal være tomme og rene. Drueknuserne i fineste orden, og alt det andet udstyr (pumper, kølesystemer osv.) skal tjekkes.

Så er der stresset omkring, hvornår plukningen kan startes. Vi besøger hver dag de forskellige marker og smager på druerne. Det er den bedste måde at tjekke deres modenhed, specielt fenolers modenhed i skind og kerner. Vi tager også prøver, som sendes til analyse for sukker og syrer m.v.

3. September : Alt er klar.    
"Vi starter plukningen på mandag"
Det var afgørelsen denne morgen, efter vi havde besøgt forskellige vinmarker med hvide druer. De først modnende (Chardonnay bestemt for Grand Prebois Vin de Pays) syntes faktisk modne, når vi smagte dem. Vi medtog prøver til analyse på laboratoriet, men resultatet er forudsigeligt. For en erfaren smager er druesmagen et sikkert tegn.

I kældrene hos Perrin & Fils afslutter vi nu monteringen af de nye sorteringsdisk, som skal være helt klar til mandag; Vi skal have travlt.

På Beaucastel er alt klar til familiens 96. høst. (Perrin-familien erhvervede Beaucastel i 1909) Erfaring hjælper! Vi starter næste torsdag.

Vejret er strålende, klart og varmt. Lad os håbe, det varer ved.

6. September: De første druer er plukket
Som forventet startede vi i morges på Perrin & Fils med Chardonnay. Vi lejer denne vingård, og dens druer bidrager til blandingen af vores Grand Prebois "vin de pays"

Vejret letskyet, men fint og varmt.
 
7. September: En formiddags høst af hvide druer
Vejret fint, solrigt og varmt.
Vi afsluttede høsten af Chardonnay denne formiddag. Ret lille udbytte af rigtig god kvalitet.
Plukkede også lidt Viognier til vin de pays. Standsede høsten ved middagstid.
Gårsdagens høst af Chardonnay blev klaret og mosten skilt fra kvaset forud for gæringen.
 
Mosten løbe fra kvaset efter klaringen.   Pierre Perrin på nettet direkte fra Perrin & Fils kælder.
8. September: Klar på Beaucastel    
  Fantastisk vejr i dag. Til venstre vejrkortet, som vi vil vise engang imellem, så man kan se vejret i de forskellige byer i den sydlige Rhonedal, hvor vi producerer vine.

Vi plukkede ikke druer i dag, hvilket gav os tid til at afslutte forberedelserne til høsten på Beaucastel:

 
- sorteringsborde vil gøre det muligt for os at tjekke alle druerne og fjerne evt. beskadigede druer, når de ankommer til kælderen. Vi har adskilte borde til hvide druer (til højre) og til røde druer.   -presserne er omhyggeligt renset og tjekket. Vi har tre af dem, klar til de hvide druer fra i morgen.
  - vi har netop fået opsat udluftningssystem i kældrene. Det er store rør med en elektrisk motor, så vi kan få ventileret kælderen og fjernet kuldioxyd, der frigøres ved gæringen
 
-og vi genmalede skiltene, der skal bruges på hver tank til at oplyse om parcel og druesort   - tanke, pumper og slanger er renset med varmt vand og har fået et sidste eftersyn

Modenhedstjek

Vi har allerede talt om undersøgelse af druernes modenhed. Her er proceduren:

-Plukkere samler omkring 150 enkelte druer fra hver parcel. De skal være fra forskellige vinstokke forskellige steder på parcellen med det formål at være en så repræsentativ prøve af den kommende høst som muligt.

Til højre: en spand til hver parcel.

 
-Derefter knuses druerne og mosten gemmes til analyse.

-Her er portioner af most, som vil blive analyseret på vort eget laboratorium eller sendt til et eksternt laboratorium for at bekræfte (eller afkræfte) vore egne konklusioner. Sukkerindhold (som vil afgøre den endelige alkoholprocent) og syreindholdet er de vigtigste elementer, der tjekkes.
 
9. September: De unge Roussanne    
På Beaucastel dyrker vi alle de 13 druesorter, som er tilladt i Châteauneuf du Pape appellationen.
Naturligvis har hver druesort sit specielle tidspunkt, hvor den opnår optimal modenhed, og rækkefølgen i plukningen vil variere fra år til år.
 
I morges startede vi høsten på parcellen, som vi kalder "ung Roussanne" (Faktisk er det 50 år gamle Roussanne-stokke!), og plukningen foregik under ekstraordinært gode betingelser. En strålende høst.   Denne eftermiddag plukkede vi lidt Syrah fra Coudoulet-vinmarken, men det meste af Syrah kan tåle at vente, hvis vejret forbliver fint.
10. September: Picardan    

Vejret var skyet her til morgen, med enkelte regndråber. Omkring kl. 10 klarede det op og blev fint med spredt skydække.

På Beaucastel fortsatte vi her til morgen med at plukke hvide druer. Vi høstede den lille parcel med Picardan. Vi plukkede også nogle få rækker Syrah på Coudoulet for at fylde tanken med denne drue, som vi startede med at plukke i går. Vi standsede al plukning ved middagstid.

Vi har indtil nu plukket med "lille team" (25 personer) og forventer at bruge "store team" næste uge. Vi fragter plukkerne fra et sted til et andet, fra en by til en anden i det sydlige Rhoneområde med bus. Til højre kan man se den ved en vinmark på Coudoulet med Mont Ventoux i baggrunden.  
13. September: Den hvide Grenache    

Denne weekend gav lidt regn, men ikke i større mængder. Vejret forblev fint det meste af lørdagen, men om aftenen trak skyerne sammen, og der kom 14 mm regn om natten. Det var fint vejr søndag.

I dag er vejret meget fint. Vi plukker hvide Grenache druer, som udgør en vigtig andel af Château de Beaucastels hvide Châteauneuf, ca. 20% af blandingen. Druerne ser vældig gode ud.

14. September: Vi plukker ikke i dag    

Skyer har dækket himlen, og udsigten melder regn.
Vi har derfor besluttet ikke at plukke druer i dag, for ikke at høste regntunge druer.

Det ser ud til, at vi traf den rigtige beslutning: Efter en overskyet morgen fik vi 7mm regn fra kl. 14 og fremefter. Dette gav os tid til at rette vores sorteringbord og se til tankene med Syrah, plukket i sidste uge, som nu er begyndt at gære.

 

 
15. September: Chateauneuf er magisk!
 

Chateauneuf er et terroir fuld af magi - af forskellige grunde, som vi vil komme ind på senere. Et afgørende element er vores berømte nordenvind, mistralen. Meget belejligt og regelmæssigt blæser den kraftigt efter regnperioder og tørrer og koncentrerer druerne.

I dag oplever vi et perfekt eksempel på denne magi. Efter regnen for nylig, kom mistralen til tiden! Kortet viser vindstyrken i form af kilometer i timen (de røde tal viser vindstyrken)

Og solen skinner, vejret er stabilt og lyst, uden at det er for varmt.

Vi plukker druer på Coudoulets vinmarker (Viognier er autoriseret i Côtes du Rhone, men ikke i Châteauneuf du Pape)

Hos Perrin & Fils har vi startet plukningen af de første Grenachedruer på Château de Grand Prébois.
Denne Grenache vil udgøre grundlaget (60%) af vores Côtes du Rhône, Perrin Réserve. Vejrudsigten er strålende med stabilt vejr i de kommende dage. Perfekt!
16. September: Muscardindruer    

Efterårsagtigt vejr i dag: Mistralen blæser kraftigt, og det føles koldt, trods masser af sol.
Vi høster Muscardindruer på Beaucastel.
Det er en af de 13 autoriserede druer i Châteauneuf-du-Pape. Det er måske ikke den mest udbredte eller den bedst kendte, men vi føler, at den bibringer noget specielt til den endelige blanding.
Som for alle vore sorter, bliver druerne strengt sorteret, når de kommer til kælderen for at udelukke beskadigede druer. (Se foto til højre)

 

I vanskelige år, anbringer vi et ekstra sorteringsbord i selve vinmarken med henblik på at sikre, at ingen beskadigede druer finder vej til tankene.
Hos Perrin & Fils plukkede vi også en mark med Syrah, som vil indgå i blandingen af vores Côtes-du-Rhône Perrin et Fils.
Vi standser plukningen ret tidligt i dag.

17. September: Fint, varmt vejr.    
Mistralvinden er løjet af i dag, og solen er stærk. Sommeren er tilbage!

På trods af disse gode betingelser har vi besluttet ikke at plukke i dag. Vi tror, at druernes kvalitet og modenhed vil forbedres, hvis vi venter. Vejrudsigten for de kommende dage er god, så vi har besluttet at løbe risikoen.
Tanken med Syrah, som vi plukkede i sidste uge, er nu i fuld gæring. Vi udfører regelmæssig remontage.

 
 
 

Remontage betyder at man trykker den faste del af kvaset, som har lagt sig oven på mosten i hver tank, ned i mosten (foto til venstre), samtidig med at mosten pumpes op øverst i tanken (foto herover). Dette bevirker bedre udtræk af tannin og farve, idet det øger kontakt mellem skind og most.

20. September: Cinsault, Terret Noir og Vaccarèse

Vejret holdt sig godt hele weekenden og er det stadig her til morgen. Mistralvinden blæser, men ikke for stærkt. Det er perfekte betingelser, som medvirker til druernes fulde modenhed og forøger deres koncentration.
I dag høstede vi en del Cinsault på Coudoulet samt Terret Noir og Vaccarese på Beaucastel. Beaucastel dyrker alle tretten druesorter, som er autoriseret i Châteauneuf-du-Pape, og selv om disse sorter ikke er "hovedbestanddele" i vinen, tilføjer de noget til blandingen.

21. September:  RVV
Strålende vejr igen i dag, med let sol og en ganske stærk mistralvind.

Indtil nu har vejret været perfekt!

Denne morgen høstede vi vores parcel med gamle Roussane (RVV), som er 80 år gamle. Vi vinificerer altid vinen fra denne parcel separat og bruger den til at fremstille cuvéen, der bærer navnet  "Roussanne Vieilles Vignes". Normalt producerer vi omkring 500 kasser af denne vin, som er den eneste vi laver på en enkelt drue.

Druerne fra de gamle Roussanne-stokke er storartede i år ... med gennemtrængende smag som altid i store årgange. Vi sorterer dem naturligvis, men vi behøver kun at fjerne blade i år, da druerne er perfekte og sunde.

Vi slutter i formiddag med at plukke Clairette-druer, en anden hvid Chateauneuf varietet.

Denne eftermiddag plukker vi Cinsault fra Coudoulet og Prébois. Vi starter med at presse vinen til rosé og skille most og kvas.(se ovenfor)

22. September:  Grenache på Coudoulet
Endnu en pragtfuld dag med høj sol og ret kraftig, kølig mistralvind, der har sænket temperaturen.

I dag plukker vi de mest modne Grenachedruer fra Coudoulet og Grand Prébois. Druerne er i fin tilstand, men vi sorterer dem stadig omhyggeligt.

Efter klaring er mosten fra Roussanne Vieilles Vignes-druerne, som vi plukkede i går, fyldt over i fade. (se foto til højre)

Hver dag indtil høsten er forbi tjekker Fabrice tilstanden i fadene for at kontrollere gæringens forløb. (foto  til højre)

Vi har en meget travl dag foran og i morgen. Vi vil ikke blot starte med at plukke i Vinsobres, men vi vil også plukke en stor del af Syrah i Saint-Maurice (en vinmark på 14 ha., som vi lejer, og hvorfra vinen indgår i Perrin Réserve-blandingen) og mere Grenache på Grand Prébois.

23. September: Vinsobres ?
Endnu en pragtfuld dag, lidt varmere end i går, da mistralvinden er aftaget og ikke er så kold.

Som forventet startede vi plukningen i Vinsobres, som er en lille by omkring 30 km nord for Chateaunef. Vi plukkede en smule Syrah, men besluttede straks at stoppe og vente til næste uge. Vi føler at druerne kan blive endnu mere modne de kommende dage. Mere senere om Vinsobres, der har en udmærket beliggenhed på grænsen til det sydlige Rhoneområde og er specielt velegnet til Syrah-druen.

På Château de Grand Prébois fortsatte vi med at plukke Grenache, der vil indgå i Perrin Réserve.
De ser meget gode ud.
I Saint Gervais startede vi med at plukke Syrah, der også vil indgå i Côtes-du-Rhône Perrin Réserve.
Som det er tilfældet for alle de vinmarker, der ligger mere end 5-10 km fra Perrin et Fils kældre (på Grand Prébois), transporterer vi druerne i kølebiler for at undgå, at de beskadiges af varmen.
Der er naturligvis ret hektisk og "tæt" i kældrene med alle disse forskellige druer fra forskellige kilder, der kommer ind samtidigt. Det gør ikke tingene bedre, at nogle tanke, som vi bestilte for flere måneder siden til vinificering af vin fra vinmarker, vi for nylig har lejet, først nu bliver leveret, midt under høsten! Men vi er da tilfredse med at få dem.

24. September: Mistral...
Endnu en pragtfuld dag, takket være mistralvinden.Der var lidt skydække tidligt i morges og en let sydlig vind. som det ses på billedet taget i morges. Ved 10-tiden blæste mistralen op og fjernede alle skyer. Billedet er taget samme sted i eftermiddags.

Vi plukkede kun lidt i dag. Plukketeamet hviler, da vi foretrækker at vente lidt endnu. Et mindre hold fortsætter gradvist med at plukke Syrah på Beaucastel.

Vi bruger kegleformede, runde træfade til gæring af Syrah og Mourvedre. Disse to sorter har tilbøjelighed til at svinde noget under gæring, og træfade begrænser dette fænomen. En anden fordel er, at remontage er lettere i træfade end ved de fleste andre beholdertyper.

Tomme træfade venter på Syrahdruer på Beaucastel.

27. September:  Grenache fra Châteauneuf
Efter en meget blæsende og solrig weekend, hat mistralen løjet lidt af, og vejret er pragtfuldt!

Vi er endelig startet med at plukke Grenache i Chateauneuf og har gendannet det store plukketeam til dette formål.
Grenache udgør ca. 30% af blandingen på Château de Beaucastel og 70% i vores anden Chateauneuf, Les Sinards. Så det er en vigtig sort for os!

Druerne er pragtfulde, perfekt modne, men ikke overmodne De er meget sunde takket være det perfekte vejr med masser af vind i de sidste uger.


Hovedteamet, bag Château de Beaucastel

Når der er pauser i sorteringen, plukker holdet oliven fra træerne tæt ved Beaucastel. De vil producere grønne oliven, når vi har fjernet deres naturlige bitterhed ved at skylle dem og lade dem trække i saltlage i adskillige måneder. De resterende oliven vil blive plukket senere, og vi laver lidt olivenolie af dem.

 

 

Vin og oliven er uadskillelige i  Middelhavsområdets kultur.

28. September: – Nu går det stærkt
En dejlig dag. Vinden er aftaget, og det er varmere end det har været tilfældet de foregående dage.
I dag er vi startet på høsten i Vinsobres. Her er Syrah nu meget moden og har dyb farve. Vi har ca. 45 ha. med vin i Vinsobres på en ejendom kaldt "Les Cornuds". Vi overtog denne ejendom i to etaper over de sidste tre år.
Dens vinmarker ligger på skråninger med terrasser i en højde af 300 m.o.h. Vinsobres er et område, som har store muligheder for os, specielt når det gælder Syrah. Denne sort synes at give mere finesse og en friskere smag, end når den dyrkes i andre byer i det sydlige Rhone og i lavere højde over havet. I en nøddeskal: Vinsobres er den by i det sydlige Rhone, hvis stil kommer nærmest den i det nordlige Rhone.
I 2003 producerede vi tre forskellige vine fra vores ejendom i Vinsobres i følgende kvanta:
-6000 fl. "Les Hauts de Julien", som blev lavet for første gang i årgang 2003, fra en mark med gamle stokke, en blanding af Syrah og Grenache.
-18000 fl. "Les Cornuds", en 50/50 blanding af Syrah og Grenache.
-Resten af produktionen (ca. 80000 fl.) blev declassificeret til Côtes du Rhône og indgår i blandingen af Perrin Réserve.
Disse proportioner vil sikker blive noget lignende i år.

Vinsobres
 

På Beaucastel plukkede vi Bourboulenc i morges og fortsatte med Grenache resten af dagen.

I Gigondas og Vacqueyras er vi også i fuld sving med høsten. Grenache er meget flot, og det meste Syrah er nu plukket.

 

29. September: Grenache

Endnu en pragtfuld dag.

Høsten er i fuld sving i Gigondas, Rasteau, Vacqueyras, Vinsobres, Cairanne and Châteauneuf-du-Pape...

Heldigvis ligger disse vinmarker ikke så langt fra hinanden.

Kortet til højre skulle vise dette.

På Coudoulet plukkede vi Marsanne i morges.
Ligesom Viognier er denne drue ikke autoriseret i Châteauneuf du Pape, men vi dyrker den på Coudoulet til vores Côtes-du-Rhône.

Vi høstede Picpuol på Beaucastel.

Ved 10-tiden gik vi tilbage til Grenache og plukkede den resten af dagen.

1. og 2. Oktober: Resten af Grenache
Vi havde to pragtfulde dage fredag og lørdag med lidt tåge fra morgenstunden, der lettede ved 9-tiden og efterlod en høj blå himmel. Ingen vind og høje temperaturer. Indian sommer!


Morgentågen forsvandt gradvist ved 10-tiden.
Vi plukkede også lørdag, da vi ønskede at få plukket al Grenache på vore forskellige marker i forskellige byer.
Der mangler kun mandag at plukke den meget gamle vinmark på Beaucastel, der altid modner senere end andre og lidt Grenache i Vinsobres.

Mourvedre er ved at blive fuldmodne. Vi starter nok plukningen af dem på mandag, så vi har plukket nogle prøver til analyse.

Høsten er slut i Gigondas. I år har vi samlet druer fra meget gamle stokke, som vil blive vinificeret separat.

Det kan være vanskeligt at lave remontage med håndkraft i nogle tanke, så derfor tyer vi i disse tilfælde til en pneumatisk omrører.

Til venstre bruges den af Gérard

4. Oktober: Mourvèdre
Endnu en smuk dag, som man kan se på billedet til højre, taget i morges på Grand Prébois.

På Beaucastel plukker vi Mourvèdre i dag. Både "store team" og "lille team" er i gang (i alt 85 personer)

Vinkældrene ligner en myretue med alle de mennesker i Beaucastels vinmarker og alle druerne, der strømmer ind og skal behandles straks.

Det gør ikke tingene mindre kompliceret, at vi er ved at tømme tankene, som vi fyldte i starten af høsten.
Vinen løber uden pres fra tanken efter gæringen. Derefter fjerner vi kvaset og presser det. Vi bruger ikke pressevinen i vore blandinger. Den tilbageblevne faste del af kvaset, marc, går til destillering.

Den tomme tank eftertømning
Gérard (inde i tanken)... ... og Frank fjerner marcen, som presses, og giver pressevin!
5. og 6. Oktober: Mourvèdre og Roussanne
De sidste par dage har det gode vejr holdt. Der er udsigt til regn de kommende dage, så plukkerne arbejder hårdt! Arbejdsdagen er blevet forlænget, da vi kun mangler to dage, og vi håber at undgå regnen.
I dag plukkede vi Mourvèdre med hele holdet samt den sidste mark med Roussanne. Det betyder, at alle hvide druer nu er plukket. Vi mangler at plukke 5 ha. Grenache i Vinsobres og lidt Mourvèdre og Counoise på Beaucastel.

De først fyldte tanke har nu afsluttet den alkoholiske gæring. Vi smager dem omhyggeligt og nedfælder vore indtryk. Praktisk taget hver dag, indtil vi foretager den endelige blanding (i marts 2005), vil vi følge vinenes udvikling.

Dette vil give os et førsteindtryk af årgangens duft- og smagsmæssige profil. Det bør fortælle historien om det ekstraordinært fine vejr, vi havde under denne høst.

7. og 8. Oktober: Mourvèdre og Counoise

Vejrudsigten kom ikke til at passe. Vejret forblev fint torsdag og fredag med ret megen tåge i morgentimerne.

Dette gav os mulighed for at plukke de sidste Counoise på Beaucastel. Vi har sjældent oplevet en høst under så gode vejrbetingelser.
Vi har færdigplukket alle vinmarker med undtagelse af Vinsobres, hvor der stadig er et par dages plukkearbejde.

Høsten slutter

Som forventet blev vi færdige med at plukke tirsdag aften. Det blev fejret med det traditionelle høstmåltid med hele teamet. Vejret skiftede onsdag, og torsdag fulgte kraftigt regnvejr.

Heldigvis kom det dårlige vejr efter høsten. Det ville have været umuligt at komme i vinmarkerne efter så megen regn.

Nu hvor plukningen er afsluttet, kan vi værdsætte, hvor usædvanligt heldige vi ar været i år. Det er sjældent, at høsten forløber så glat som i 2004. Det er endnu sjældnere, at alle vore druesorter er blevet plukket så perfekt modne og sunde.

Udbyttet er lavt. (groft sagt 10% mindre end 2003 og 40% mindre end 2001), men kvaliteten de første vine, vi har fået fra gæringstankene er fremragende.


Regn torsdag


Høstboksene er omhyggeligt rensede og gemt væk