André Devald

Côtes du Ventoux
af André Devald

Artiklen har været bragt i VINBLADET
April/maj 2007

I bladet indgik tekst og billeder i en større atikel
med titlen RHÔNEDALENS SATELLITTER
og omhandlede også 
Coteaux du Tricastin, Costières de Nîmes og Côtes du Luberon

Côtes du Ventoux er et fantastisk landskab at gå på opdagelse i. Det er let at orientere sig, for bjergets hvide top med det karakteristiske observationstårn forsvinder stort set aldrig af syne. I de mange små hyggelige landsbyer synes tiden at stå mere stille end længere oppe i Vaucluse. Bedoin, i centrum af appellationen, er den mest betydningsfulde, men der er mange andre spændende byer, for eksempel Le Barroux, der ligger på en klippe domineret af det imponerende, nænsomt restaurerede slot fra 1100-tallet. Der er også okkerbruddene uden for Roussillon, der har givet farve til alle landsbyens huse, og den blændende smukke by Gordes med sine mystiske, bikubelignende hytter, ”bories”, hvis oprindelse stadig er ukendt i dag. 

Udgravninger omkring byen Mazan har blandt andet afdækket den ældste amfora fremstillet i Frankrig, og det tyder på, at der allerede for 2.000 år siden blev produceret - eller i hvert fald handlet - vin i området. Man skal imidlertid frem til 800-tallet, før skiftlige kilder omtaler vinmarker for foden af Mont Ventoux. Senere dokumenter viser, at den anden franske pave, Johannes  XXII, i 1320 bestilte vin herfra til brug i 

Mont Ventoux har også en kølende indflydelse på klimaet, nøjagtig som de omkringliggende bjergmassiver - Les Baronnies, Les Dentelles de Montmirail og Plateau du Vaucluse. De kolde vinde, der især blæser ned fra toppen af Mont Ventoux, resulterer i lidt lavere temperaturer end de fleste andre steder i Sydrhône og især større forskelle mellem dag og nat. Krydser man grænsen fra Beaumes-de-Venise i perioden op til høsten, ser man straks, at vinstokkene i Côtes du Ventoux er 1-2 uger længere tilbage i deres udvikling. I de køligste dele af området starter høsten ikke før i begyndelsen af oktober og kan vare til langt ind i november.

Appellationen omfatter 51 kommuner og kan opdeles i tre sektorer med hver sit meget forskellige terroir. Den nordligste og mindste del ligger umiddelbart vest for Mont Ventoux mellem byerne Entrechaux og Malaucène, klemt inde mellem Les Dentelles de Montmirail mod vest og Les Baronnies mod nordøst. Det er den køligste sektor, og herfra kommer generelt de letteste vine.

I den smalle passage ved Le Barroux ligger vinmarkerne tættest på Les Dentelles, og jordbunden består af den samme fattige, gule Trias-jord som mange steder i Beaumes-de-Venise. Det er et særdeles lovende terroir, der kan frembringe vine på mindst samme niveau.

Herefter breder området sig ud mod øst, i en stor bue rundt om Mont Ventoux, og på bjergets kalkholdige sydskråninger, ligger nogle af appellationens bedste vinmarker omkring Bédoin, Flassan, Saint-Pierre de Vassols, Mormoiron og Mazan. Højden varierer typisk mellem 200-400 meter, men visse steder kryber vinstokkene op i næsten 600 meters højde.

Nedenfor skråningerne, i den flade og frugtbare dal syd for Carpentras, afløses vinmarkerne delvist af kirsebærtræer, grønsager og spisedruer, især Muscat, der let genkendes på deres karakteristiske Y-formede opbinding - det såkaldte lyre-system. 

Lidt længere mod syd deles området midt over af Plateau du Vaucluse, der lægger skråninger til de sidste vinmarker i Côtes du Ventoux. Eksponeringen er ideel, direkte sydvendt mod Lubéron-bjergenes nordlige skråninger. Til gengæld skaber vinden, der blæser ned gennem Coulondalen, sammen med den mere sand- og lerholdig jordbund et køligere terroir, hvor druerne modner lidt senere end i den centrale del af appellationen. 

Ligesom længere oppe i Sydrhône er Grenache, Syrah, Mourvèdre, Cinsault og Carignan (max. 30%) de vigtigste mørke druesorter i Côtes du Ventoux. De må suppleres med op til 20% Counoise, Picpoul Noir og appellationens lyse druesorter. 

I praksis udgør Grenache godt halvdelen af det tilplantede areal. Dernæst følger Carignan med næsten en fjerdedel, selvom området generelt er for køligt til den i forvejen ret uinteressante drue. Carignan erstattes da også i stigende grad af Syrah, der særligt i den centrale sektor giver fantastiske resultater - bedre end noget andet sted i Sydrhône. Tilmed har området nogle af Sydfrankrigs ældste Syrah-stokke, i visse tilfælde plantet lige efter anden verdenskrig. Derimod spiller Mourvèdre næsten ingen rolle i Côtes du Ventoux, og Cinsault anvendes efterhånden udelukkende til rosé. 

Gennem årtier var langt de fleste af områdets rødvine et produkt af utilstrækkelig modne druer høstet med med                                                                    

Vinifikationen er også blevet ændret markant. Druerne afstilkes, maceration er blevet forlænget, og de bedste vine lagres helt eller delvist i små egetræsfade - heldigvis næsten altid med et afbalanceret forhold til ny eg. Resultatet af det større arbejde i marken og kælderen er en ny generation af rød Côtes du Ventoux med en helt anden dybde, koncentration og struktur, end de fleste forventer sig af området. Og - endnu vigtigere - med en selvstændig karakter, der adskiller vinene fra resten af Rhônedalen. Særligt i varme år, hvor modningen af druerne galoperer andre steder, kommer områdets køligere temperaturer og længere vækstæson til sin ret og giver mere elegante, friske rødvine end mange steder i Sydrhône.

Seriøs Côtes du Ventoux er af så ny dato, at det endnu er for tidligt at spå om deres lagringspotentiale. Måske er det ikke ligefrem langdistancevine, men de bedste er værd at gemme nogle år i kælderen, hvor de opnår en lækker, sødmefuld, læderagtig karakter. 

Det relativt kølige klima og den kalkholdige jordbund skaber også gode betingelser for hvidvin og rosé, hvoraf sidstnævnte især vinder hastigt frem. Reglerne for rosévinenes druesammensætning er identiske med rødvin, men langt de fleste er baseret på Grenache og Cinsault. Som helt friskaftappede kan de være dejligt sprøde og friske og knap så voldsomme som andre sydlandske roséer. 

Derimod er god hvid Côtes du Ventoux en sjældenhed. Dels er produktionen meget begrænset, dels hører områdets traditionelle druesorter ikke til de mest spændende. Der anvendes især Clairette, Bourboulenc og Grenache Blanc, men under visse betingelser er det også tilladt at supplere med i alt 20% af de sekundære sorter Ugni Blanc, Picpoul Blanc og kuriositeten Pascal Blanc. Roussanne er også tilladt, men forbavsende nok begrænset til 30%. Ganske vist har den kun været dyrket 10-15 år i Côtes du Ventoux og udgør foreløbig kun 4% af arealet, men Roussanne har allerede vist sig ekstremt lovende, især når druerne høstes sent og vinificeres efter Bourgognemetoden med gæring i små egetræsfade og omrøring af bundfaldet. Appellationen har ansøgt INAO om at stryge den nuværende, helt ubegribelige begrænsning og samtidig bedt om tilladelse til at anvende Viognier som sekundær druesort. Når det bliver imødekommet, har Côtes du Ventoux alle muligheder for at fremstille nogle af de bedste hvidvine fra den sydlige del af Rhônedalen.                                 

Côtes du Ventoux har for længst bevist, at områdets potentiale for både rødvin, hvidvin og rosé rækker meget længere end de lette og letdrikkelige vine, der stadig dominerer produktionen. Der er ingen tvivl om, at de med tiden vil forsvinde. I det nuværende marked er der ganske enkelt ikke plads til en vintype, som forbrugerne kan finde billigere andre steder, for eksempel Vin de Pays fra Sydfrankrig, hvor kravene til produktionen i form af druesorter og hektarudbytte er mindre strenge.

Hvis appellationen for alvor vil profilere sig på kvalitet frem for mængde, kræver det en mere konsekvent satsning på de bedste druesorter. Og på det punkt har Ventoux været væsentlig længere om at omstille sig end mange andre steder i Rhônedalen. Desuden er appellationen alt for generøst afgrænset og inkluderer mange vinmarker, der kun burde være klassificeret som Vin de Pays. Det lokale syndikat arbejder i øjeblikket på en revision, der skal eliminere de dårligste parceller. Målet er også at foretage en form for hierarkisering af de enkelte underområder i stil med Côtes du Rhône-Villages, så det bliver lettere at skelne mellem de simple frugtige vine og de mere seriøse terroirorienterede udgaver. Men med appellationens enorme udstrækning og de mange producenter er det en vanskelig og langsommelig opgave.

Ni ud af ti vinbønder i Côtes du Ventoux ejer mindre end fem hektar, der som regel også anvendes til spisedruer og andre afgrøder. Det forklarer, hvorfor området helt domineres af kooperativer, aktuelt 15 med tilsammen omkring 4.000 medlemmer. Nogle af dem har længe hørt til blandt de mest antikverede og mindst ambitiøse kooperativer i Frankrig, men også her er der lyspunkter at spore. Flere fremstiller i dag specialcuvéer, ofte med et højt indhold af Syrah, der kan være glimrende - især til prisen. 

Listen over gode Ventoux-producenter er lang, og der kommer hele tiden nye til. Blandt de absolutte topnavne er Domaine de Fondrèche, Château Pesquié og Château