Roger Sabon & Fils


André Devald

 

 


 

Af André Devald

Artiklen er bragt i
Vinbladet
Nr. 3 2002

 

Historie
Vin de Table
Côtes du Rhône
Lirac
”Les Olivets”
”Cuvée Réservée”
”Cuvée Prestige”
”Le Secret de Sabon”
Châteauneuf-du-Pape 1978

 

Roger Sabon & Fils

Domaine Roger Sabon er en af de producenter i Châteauneuf-du-Pape, der siden slutningen af 1990’erne nærmest har opnået kultstatus. På trods af at priserne begynder at skræmme, er efterspørgslen enorm, for kvaliteten er høj, og vinene har deres helt egen, elegante karakter.

Sabon er et velkendt navn i Châteauneuf-du-Pape. Familiens relationer til området går 400 år tilbage, og i dag står der en Sabon bag flere domainer, deriblandt så berømte navne som Clos du Mont-Olivet og Domaine de la Janasse. Grunden blev for alvor lagt af Séraphin Sabon, da han i begyndelsen af 1900-tallet arvede en række parceller med vinstokke fra sin svigerfar. De fleste af markerne gik videre til den ældste søn, Joseph, og blev til Clos du Mont-Olivet, mens den yngste, Roger Sabon, senere skabte sit eget domaine. Siden 1973 har ansvaret været fordelt mellem hans tre sønner, Jean-Jacques, Gilbert og Denis. Jean-Jacques tager sig af vinifikationen og er måske den mest udadvendte af brødrene med sit brede smil og underfundige humor. Han tilhører gruppen af ”intelligente traditionalister” i Châteauneuf-du-Pape og lægger mere vægt på elegance end styrke uden at ofre den lokale karakter. Vinene er derfor aldrig overvældende mørke, men topudgaverne mangler hverken koncentration eller potentiale til lagring og opnår med alderen en næsten burgundisk dybde og kompleksitet.

Roger Sabon er mest kendt for Châteauneuf-du-Pape, men har også et selvstændigt domaine i Lirac på 28 hektar. Herfra produceres Lirac i alle tre farver og Côtes du Rhône under navnet ”Chapelle de Maillac” samt en del Vin de Table, der også indeholder ”le rapé” - de 5% druer fra Châteauneuf-du-Pape, der obligatorisk skal sorteres fra under høsten og deklasseres.

Vin de Table ”Le Sabounet” tappes i 5 liters bag-in-box (179,95 kr.) og er en herlig hverdagsvin med en meget frisk, bærpræget og ren duft og en let, krydret og saftig smag med god syre, der gør den lidt hård. Et glimrende køb svarende til kun 27 kroner for en normalflaske. 80/100

Côtes du Rhône ”Chapelle de Maillac” indeholder 80% Grenache og lagrer 3-4 måneder i foudres - store fade på flere tusinde liter, der er typisk for den sydlige del af Rhônedalen. Årgang 2000 (59,95 kr.) har en ganske dyb, sødmefuld krydret duft af hvid peber, lakrids og chokolade. Medium fyldig og glat med smag af modne kirsebær og lakrids samt animalske toner. Dejlig frisk og et godt køb. 84/100

Lirac ”Chapelle de Maillac” 2000 (89,95 kr.) har overraskende nok ikke samme charme og virker mere simpel. Druesammensætningen er stort set identisk med 70% Grenache, resten i sær Syrah og Mourvèdre, og en lidt længere lagring i foudres. Duften er dyb med toner af hvid peber og lidt rådden frugt, der dog hørmer lidt i glasset. Medium fyldig, saftig og bærpræget med god syre, der giver en lidt hård eftersmag. 83/100

Sabon’s marker i Châteauneuf-du-Pape dækker 15 hektar spredt på ligeså mange parceller, blandt andet i La Crau, der er en af appellationens bedste sektorer, helt dækket af de karakteristiske store rullesten. Herfra laver de fem forskellige vine: en hvid Châteauneuf-du-Pape og fire røde.

Les Olivets er den mindste cuvée, lavet på 85% Grenache fra 30-50 år gamle vinstokke og lagret 12 måneder i foudres.

Årgang 2000 (199,95 kr.) er ret lys rubinrød, især for en Châteauneuf-du-Pape. Den har en frisk bærpræget duft med krydrede, typisk sydfranske garrigues-toner. Medium fyldig, blød og glat, helt uden kanter med lav syre og en krydret smag af solmodne lyse bær. Herlig velsmagende og let drikkelig, men ikke hvad man forventer af en Châteauneuf-du-Pape. 86/100

1999’eren (199,95 kr.) er intens, meget krydret i duften med toner af hvid peber. Medium fyldig, fast og saftig med årgangens typiske syre og lidt hårde eftersmag. Velsmagende, men mangler lidt koncentration og virker ret simpel. 85/100

Cuvée Réservée er langt mere typisk Châteauneuf-du-Pape, vel at mærke i den elegante ende af skalaen. Den fremstilles af 80% Grenache med resten fordelt på Syrah og Mourvèdre og lagrer 12 måneder i en blanding af foudres og brugte barriques.

Årgang 2000 (249 kr.) har en reserveret duft af solmodne røde bær og let vanille. Smagen er fyldig, blød og glat med en nærmest silkeagtig struktur og toner af sødmefuld hindbærlikør og vanille. Overraskende tilgængelig i en elegant, nærmest burgundisk stil. 89/100

1999 er også reserveret i duften, sødmefuld, bærpræget og let røget. Fyldig og blød med en fast bagvedliggende struktur og frisk, saftig smag af lyse bær; cremet, let bitter eftersmag. Elegant med stor finesse og umiddelbarhed. 87/100

Først med Cuvée Prestige bliver det for alvor interessant. Druerne kommer fra 80-90 år gamle vinstokke, der giver et udbytte på blot 20 hl/ha. Mindst otte forskellige sorter, heraf omkring 70% Grenache, er blandet i marken og høstes og gæres sammen. Vinen lagrer 12 måneder i en blanding af foudres og brugte barriques og tappes på flaske uden filtrering.

Årgang 2000 (399 kr.) har en dyb, ren duft af friske solmodne bær og krydderier. Den er fyldig, pænt koncentreret og dejlig fast med et godt saftigt bid og en lang, krydret eftersmag. Herlig Châteauneuf-du-Pape i en ren og ganske elegant stil. 90/100

Årgang 1999 (399 kr.) er intens, meget krydret i duften af hvid peber og modne kirsebær. Fyldig, prikker lidt, fast med et dejligt saftigt bid og udtalt peberkrydderi; lang eftersmag af søde kirsebær. Flot Grenache-udtryk med en ren og frisk karakter. 90/100

Topvinen Le Secret de Sabon”, der er blevet fremstillet siden 1990, har i dag kultstatus blandt fans af Châteauneuf-du-Pape og opnår i visse årgange auktionspriser på over 2.000 kroner.

Druerne kommer fra over 100 år gamle vinstokke plantet af brødrenes bedstefar, Séraphin Sabon. Udbyttet er blot 10 hl/ha og produktionen derefter - omkring 1.300 flasker årligt. Vinen lagrer 12 måneder i brugte barriques og aftappes ufiltreret. Derudover er druesammensætningen og fremstillingsmetoderne - som vinens navn antyder - Sabon-familiens hemmelighed.

Den netop frigivne årgang 2000 (799 kr.) har en meget dyb, tæt duft, domineret af vanille og karamel fra fadlagringen, men med utrolig lækre toner underneden af blandt andet sødmefulde røde bær og kærnemælk. Smagen er meget fyldig og koncentreret med en blød, fed struktur, stor sødme i frugten, der afbalanceres perfekt af en fantastisk friskhed; meget lang, ristet og vanillepræget eftersmag. Imponerende og dog elegant vin, baseret på traditionelt råmateriale i en moderne, fadpræget indpakning. 97/100

I årgang 1999 er duften meget markeret af karamelagtigt fad i en lidt vammel, essensagtig retning. Smagen er bedre, fyldig, koncentreret og fast med godt bid af saftig frugt, flot balance og en lang eftersmag med snert af karamelagtigt fad. Meget elegant med god friskhed trods alkoholen, men desværre præget af lidt vulgært fad, der forhåbentlig forsvinder med lagring. 92-94?/100

Der er til gengæld ikke en finger at sætte på årgang 1998, der er tæt i duften med stor dybde og kompleksitet, peber, blomme, vanille, hæfteplaster og en vidunderlig mynteagtig friskhed. Utrolig fyldig og koncentreret, intens og alkoholrig med en fed, fast struktur, der næsten kan tygges, og ekstremt lang eftersmag. Stor vin, der trods koncentrationen og massiviteten bevarer elegancen. 98/100

En Châteauneuf-du-Pape 1978, fra før produktionen blev opsplittet i forskellige cuvée’er, demonstrerer på overbevisende måde vinenes lagringspotentiale. Den har en ret lys rødbrun farve og en meget udviklet, lækker, intens duft med sødmefulde toner af læder, krydderurter, brun sukker og mynte. Smagen er fyldig, silkeblød, helt uden kanter og har en dejlig læderagtig sødme og ekstrem lang eftersmag med forbavsende friskhed. Utrolig flot og forfinet som en Grand Cru Bourgogne, stadig ungdommelig og uden svaghedstegn. 95/100

Vinene fra Roger Sabon importeres af GOBI, telefon 36 13 00 68.

 


Forside


Siden opdateret 30-01-2008