"Og han har aldrig levet, som klog på det er blevet, han først ej havde kær …"

Siger digteren, sandt er det, og jeg kan i samme åndedrag lige så godt indrømme, at min første vinøse kærlighed var vinene fra Châteauneuf-du-Pape. Jeg kan huske, da jeg så slotsruinen første gang. Den er smuk. Det blev bygget som sommerhus til paven, der i en periode i 1300-tallet havde sin hovedkvarter i Avignon.

Det var Johannes den XXII, der iværksatte byggeriet af det nette lille sommerhus, der begyndte i 1317 og var færdigt i 1333. Desværre døde han året efter, og heller ikke hans efterfølgere brugte slottet meget – de havde jo også en ganske pæn helårsbolig, som stadig lader sig bese i Avignon, og hvor den lokale vinkomité for resten holder af at henlægge smagninger for den internationale presse.

I dag står det som et martret vartegn på verdens blodige historie. Hugenotterne var de første, der satte ild på det, og det, der blev tilbage, brugte man senere til opbevaring. Tyskerne lagrede ammunition dér under krigen, og da de i 1944 blev tvunget til at forlade slottet, sprængte de det hele i luften.

Men kan stadig se de sidste rester af ruinen dér på højen midt i den lille by, og den er naturligt nok hyppigt brugt på vinetiketter, for den er et symbol nu.

Jeg er ikke alene om at have det godt og lunt med Châteauneuf-du-Pape. Mange danskere – og mange vindrikkere i det hele taget – fik øjnene op for området med den historiske årgang 1998, og i dag strømmer amerikanerne til, tilskyndet især af kritikeren Robert Parker. Mange havde ventet, at 2005 ville blive endnu et jubelår, men Parker har ikke været så glad, som man på forhånd havde troet, og bl.a. derfor er vinene faktisk til at få fat i.

Det skal vi være glade for. Årgang 2005 er efter min mening klart den bedste siden 2001 og markant bedre end den hede årgang 2003, som faldt mere i amerikanernes smag. 2005 er forlenet med en uhyggelig flot balance mellem frugt, alkohol, syre og garvesyre, kvaliteten var generelt høj, for det var et relativt let år at lave god vin.

I vinhistorien spiller Châteauneuf-du-Pape en ganske særlig rolle. Det var nemlig Baron Leroy, indehaver af navnkundige Château Fortia, der i 1923 lagde grunden til det AOC-system, som senere skulle brede sig til hele Frankrig, til adskillige andre varegrupper end vin, og senere også til Italien og Spanien.

Ideen var at imødegå en truende forringelse af kvalitet ved at opstille nogle præcise regler for, hvorfra en vin skulle komme, hvis den skulle være en châteauneuf-du-pape. Og hvordan den skulle fremstilles.

Det lykkedes – også alligevel ikke helt.

Mange har en fornemmelse af, hvad der er en typisk châteauneuf-du-pape, men i virkeligheden dækker det kendte navn over en appellation på 3200 hektar jord med ganske forskellige typer jordbund. Man kunne, som almindelig vinelsker i almindelighed og chateauneuf-fan i særdeleshed – ønske sig, at AOC-systemet blev forfinet, så de mange forskellige lieux-dits, stednavne på de forskellige marker, fik en status á la den, man kender fra Bourgogne, hvor der ikke er en kvadratcentimeter, der er overladt til tilfældighederne.

Det siger næsten sig selv, at så mange hektar dyrket af så mange forskellige producenter må give voldsomt forskellige vine, ikke mindst kvalitetsmæssigt, og det er lige så klart, at de meget store spillere og négocianthuse, som spiller en betydelig rolle i det sydlige Rhône, er alt andet en interesserede i et system, der rangdeler jorden. Resultatet kunne jo vise sig at være kommercielt irriterende.

Så er det bedre, at det hele hedder Châteauneuf-du-Pape med alle de historiske vingesus, der ligger i det navn.

Lige netop i 2005 er bundniveauet heldigvis højt, og det gælder jo for resten også rigtig mange andre steder i Frankrig og i Europa. Ind imellem rammes vi af sådanne år. 1990 var f.eks. et godt år snart sagt alle steder.

Også i Châteauneuf-du-Pape, men det er jo allerede længe siden.

Læs mere om Châteauneuf-du-Pape på den meget informative og kommercielt helt uafhængige danske hjemmeside www.chateauneuf.dk

lillelund@jp.dk

Châteauneuf-du-Pape 2005 – vinene

Udviklingen i Châteauneuf-du-Pape har medført fremkomsten af en serie prestigecuvéer, designet til at score højt i den internationale presse. Kun få slotte har holdt fast i princippet om én vin, blandet fra ofte meget spredte besiddelser, selv om det ligesom i f.eks. Barolo er den helt klassiske måde at gøre det på.

Ved denne lejlighed valgte jeg at smage blindt med vinene hulter til bulter, både topvine og almindelige vine mellem hinanden – og så smage efter med synlige etiketter, uden at ændre vurderingerne i form af stjerner.

At det vrimler med høje karakterer afspejler, at i hvert fald jeg er meget begejstret for denne årgang.

Stjernerne (1-6) er uddelt uden hensyn til prisen.